23. september, 2017
Så lykkedes det: i høringssvar til Randers kommune i oktober 2010 om cykel- og stiplanen nævnte Langå Miljøgruppe første gang ønsket om aflåst cykelparkering på Langå station, efter forgæves at have forsøgt hos DSB.
Miljøgruppen har siden, ved enhver given lejlighed, både skriftligt og mundtligt, gjort Randers kommune opmærksom på, at der manglede aflåst cykelparkering på stationen i Langå.
Da flere af miljøgruppens medlemmer engagerede sig i arbejdet med Langå i Udvikling, blev ønsket også bragt frem der, bl.a. i rapporten “Langå i Udvikling” fra 2014.
Tak til Randers kommune – og så bærer vi fra Langå over med, at den valgte at kalde sig Randers Cykelby og ikke Randers Cykelkommune 🙂
Man får en nøgle her: https://cykelby.randers.dk/service-til-cyklister/aflaast-cykelparkering/
Når du har udfyldt skemaet og betalt, får du en nøgle tilsendt med posten.
8. april, 2017
Langå Miljøgruppe havde inviteret alle i Langå til at deltage i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.
Det foregik søndag den 2. april, og der mødte 10 voksne og to børn op (det sædvanlige antal), som i et par timer jagtede affald i bymidten i strålende solskinsvejr.
Resultatet var positivt: affaldsbjerget i år var langt mindre end ved de foregående indsamlinger, så både borgerne og Randers kommune hjælper åbenbart hinanden med at holde byen pæn – det er jo en god reklame for os :-).
Der blev indsamlet i alt ca. 80 kg affald, heraf en full-facehjelm og to alu-hjulkapsler, som nogen da må have savnet? Ca. 100 dåser uden pant og ca. 40 dåser og flasker med pant; desværre også næsten 2 10-litersspande med knuste flasker – dem kunne vi godt undvære næste år…
Mange tak til jer, der kom og hjalp med – måske ses vi næste år?
Halvdelen af holdet
5. marts, 2017
Igen i år har Langå Miljøgruppe valgt at deltage i DNs landsdækkende affaldsindsamling.
Det foregår søndag den 2. april 2017 kl. 10.
Læs mere her: http://www.affaldsindsamlingen.dk/om-affaldsindsamlingen/
Vi mødes på torvet på Bredgade i Langå og samler ind et par timer. Derefter håber vi at Randers kommune igen vil åbne genbrugspladsen for os ved 13-tiden, så vi kan komme af med bunkerne.
Vi håber at se mange både medlemmer og ikke-medlemmer – alle er velkomne.
Se også infoskærmen i Bredgade.
Sådan gik det i 2016
2. februar, 2017
Hermed indkaldelse til ordinær generalforsamling i Langå Miljøgruppe, med efterfølgende medlemsmøde:
Kulturhuset i Langå – Lions lokale
Tirsdag den 21. februar 2017 kl. 19–ca. 21
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Årsberetning ved formand Leif Mårtensson
4. Aflæggelse af revideret regnskab ved Minna Nickø
5. Indkomne forslag. (Afleveres til formanden senest 4 dage før generalforsamlingen)
6. Fastlæggelse af kontingent
7. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer. På valg: Leif Mårtensson, Lou Næraa og Minna Nickø
8. Valg af bestyrelsessuppleant. På valg: Poul Møller
9. Valg af 2 revisorer. På valg: Villy Sørensen og Anni Møller
10. Valg af revisorsuppleant. På valg: Christian Halgreen
11. Eventuelt
Derefter serveres kaffe og bestyrelsen konstituerer sig.
Efter generalforsamlingen er der medlemsmøde med følgende dagsorden:
1. Godkendelse af referat fra 3. maj 2016
2. DN:s Affaldsindsamling 2. april 2017 – skal vi være med?
3. Tunnel under jernbanen ved Jernbanesvinget / status
4. Eventuelt
5. Ny mødedato
Velkommen!
/Leif
3. januar, 2017
Godt nytår – det kan man vist roligt ønske hinanden i Langå Miljøgruppe:
Siden 2009 – mindst – har Langå Miljøgruppe i høringssvar m.m. plæderet for at der burde være en stibro over jernbanesporene ved Langå station, både af hensyn til de rejsende, der i over 40 år har været henvist til 20 trin ned og 20 op for at skifte tog i Langå og for at give både borgere og turister en mere direkte forbindelse til byens største attraktion Gudenå-området.
Og nu kommer den, stibroen, efter adskillige års tovtrækkerier om finansieringen.
Tak til byrådsmedlem Iben Sønderup, S, der fik den daværende trafikminister op og ned ad alle trapperne og dermed skabte det store gennembrud for anlæggelse af både en stationsbro og elevatorer for de rejsende på stationen.
Tak også til Langå i Udvikling, hvor flere af miljøgruppens medlemmer har lagt mange kræfter i arbejdet for at sikre broens forlængelse over til Skovlyst og Gudenåen.
Byrådet i Randers vedtog den 19. december 2016 den sidste bevilling, der gør at forbindelsen er sikret hele vejen.
Læs mere om projektet på langaa.dk