Affaldsindsamling 2017 – ret ren by

8. april, 2017

Langå Miljøgruppe havde inviteret alle i Langå til at deltage i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

Det foregik søndag den 2. april, og der mødte 10 voksne og to børn op (det sædvanlige antal), som i et par timer jagtede affald i bymidten i strålende solskinsvejr.

Resultatet var positivt: affaldsbjerget i år var langt mindre end ved de foregående indsamlinger, så både borgerne og Randers kommune hjælper åbenbart hinanden med at holde byen pæn – det er jo en god reklame for os :-).

Der blev indsamlet i alt ca. 80 kg affald, heraf en full-facehjelm og to alu-hjulkapsler, som nogen da må have savnet? Ca. 100 dåser uden pant og ca. 40 dåser og flasker med pant; desværre også næsten 2 10-litersspande med knuste flasker – dem kunne vi godt undvære næste år…

Mange tak til jer, der kom og hjalp med – måske ses vi næste år?

Affaldsindsamling Langå april 2017

Halvdelen af holdet

Langå Miljøgruppe deltager i affaldsindsamling 2. april 2017

5. marts, 2017

Igen i år har Langå Miljøgruppe valgt at deltage i DNs landsdækkende affaldsindsamling.

Det foregår søndag den 2. april 2017 kl. 10.

Læs mere her: http://www.affaldsindsamlingen.dk/om-affaldsindsamlingen/

Vi mødes på torvet på Bredgade i Langå og samler ind et par timer. Derefter håber vi at Randers kommune igen vil åbne genbrugspladsen for os ved 13-tiden, så vi kan komme af med bunkerne.

Vi håber at se mange både medlemmer og ikke-medlemmer – alle er velkomne.

Se også infoskærmen i Bredgade.

Sådan gik det i 2016

Generalforsamling 2017

2. februar, 2017

Hermed indkaldelse til ordinær generalforsamling i Langå Miljøgruppe, med efterfølgende medlemsmøde:
Kulturhuset i Langå – Lions lokale
Tirsdag den 21. februar 2017 kl. 19–ca. 21

Dagsorden:
1.    Valg af dirigent
2.    Valg af referent
3.    Årsberetning ved formand Leif Mårtensson
4.    Aflæggelse af revideret regnskab ved Minna Nickø
5.    Indkomne forslag. (Afleveres til formanden senest 4 dage før generalforsamlingen)
6.    Fastlæggelse af kontingent
7.    Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer. På valg: Leif Mårtensson, Lou Næraa og Minna Nickø
8.    Valg af bestyrelsessuppleant. På valg: Poul Møller
9.    Valg af 2 revisorer. På valg:  Villy Sørensen og  Anni Møller
10. Valg af revisorsuppleant. På valg: Christian Halgreen
11.    Eventuelt

Derefter serveres kaffe og bestyrelsen konstituerer sig.

Efter generalforsamlingen er der medlemsmøde med følgende dagsorden:
1.    Godkendelse af referat fra 3. maj 2016
2.    DN:s Affaldsindsamling 2. april 2017 – skal vi være med?
3.    Tunnel under jernbanen ved Jernbanesvinget / status
4.    Eventuelt
5.    Ny mødedato

Velkommen!
/Leif

Bro over jernbanesporene i Langå

3. januar, 2017

Godt nytår – det kan man vist roligt ønske hinanden i Langå Miljøgruppe:

Siden 2009 – mindst – har Langå Miljøgruppe i høringssvar m.m. plæderet for at der burde være en stibro over jernbanesporene ved Langå station, både af hensyn til de rejsende, der i over 40 år har været henvist til 20 trin ned og 20 op for at skifte tog i Langå og for at give både borgere og turister en mere direkte forbindelse til byens største attraktion Gudenå-området.

Og nu kommer den, stibroen, efter adskillige års tovtrækkerier om finansieringen.

Tak til byrådsmedlem Iben Sønderup, S, der fik den daværende trafikminister op og ned ad alle trapperne og dermed skabte det store gennembrud for anlæggelse af både en stationsbro og elevatorer for de rejsende på stationen.
Tak også til Langå i Udvikling, hvor flere af miljøgruppens medlemmer har lagt mange kræfter i arbejdet for at sikre broens forlængelse over til Skovlyst og Gudenåen.
Byrådet i Randers vedtog den 19. december 2016 den sidste bevilling, der gør at forbindelsen er sikret hele vejen.

Læs mere om projektet på langaa.dk

Bistand fra Randers kommune til tunnelprojektering?

22. oktober, 2016

Da det ser ud til, at der måske er store sporarbejder i vente på banelinjen mellem Langå og Hobro, har formanden og undertegnede, i samarbejde med Chr. Halgreen, sendt en forespørgsel til Miljø og teknik-forvaltningen ved Randers kommune om bistand til at udarbejde et projektforslag om tunnel under banen ved Sølyst. Som bekendt er det en forudsætning for at realisere projektet, at togtrafikken stoppes i en periode.

Banedanmark har tilsyneladende ingen indvendinger mod idéen, forudsat at vi ordner det hele selv, incl. finansieringen – de vil nu nok også skulle godkende projektet, inden gravemaskinerne bliver sluppet løs.

Miljøgruppen kan jo ikke udarbejde et sådan projekt selv, så vi håber, at Randers kommune kan bistå under en eller anden form, fx ved at betale et ingeniørfirma for at lave det.

Se anmodningen her