Cykelstien – nu med asfalt

16. maj, 2009

Det er med stor glæde at vi i Langå Miljøgruppe har erfaret, at Randers kommune har besluttet at etablere den nye cykelsti mellem Fladbro og Langå med asfaltbelægning fra starten. (Læs referat her)
Mon vi nu ser frem til at fejre Store Cykeldag i juni 2010 med at indvie sidste etape af Gudenåstien?

Opgaver i foråret 2009

8. marts, 2009

Langå Miljøgruppe holdt generalforsamling den 25.2. og formandsberetningen kan læses her.

På borgermødet den 24.2. blev gruppens arbejde med cykelstien Langå – Fladbro fremhævet som eksempel på hvordan grundigt forarbejde betaler sig. Det er vi selvfølgelig stolte af, og vi håber, at flere vil være med – selv om du kun ønsker at arbejde med på en enkelt opgave, skal du være velkommen.

Vi er sammen med Langå Sportsfiskerforening ved at se nærmere på en god placering af en primitiv lejrplads og håber, at vi finder en løsning, som alle bliver glade for.
Vi er ved at skrive en henvendelse til Randers kommune om de tidligere nævnte trafikforhold i Langå og ved at undersøge muligheden for mere fleksibel adgang til Langå Station – det sidste blev også nævnt på borgermødet den 24. februar.

2009 – nye opgaver

18. januar, 2009

Langå Miljøgruppe i 2009

Tilsagnet om anlæg af cykelsti fra Randers til Langå var den helt store succes i 2008, ikke mindst takket være de mange borgere, der mødte op på Store Cykeldag den 8. juni og viste deres opbakning.

Det gav mod på at tage fat på mere.
I 2009 har vi udvalgt 3 opgaver, som enten kan finansieres udefra eller som ikke vil medføre større udgifter og de kan gennemføres, hvis viljen er tilstede:

1. Primitiv lejrplads
Anlæg af primitiv lejrplads m.m. i forbindelse med den ny cykelsti til Randers. Sandsynlig placering lige nord for Sportsfiskernes Hus. Først skal vi finde ud af hvem der vil være med, hvad der skal laves, hvad det vil koste og hvem der vil betale.

2. Ned med farten og op med færdselskulturen
For at sikre de bløde trafikanter har vi nogle enkle og let gennemførlige forslag:

  • 40 km/t inden for bygrænsen, bortset fra Gydevej.
  • Nye cykelstier. Bl.a. langs Fælledvej, der først skal ensrettes, så krydset ved Væthvej bliver mere cyklistvenligt.
  • Mere kontrol: af fart, af parkeringer og af rundkørslen ved Langå skole (overholdelse af vigepligt, brug af blinklys, cykellygtekontrol etc.)

3. Langå station som hele byens port

  • Adgang fra stationen til Skovlyst for fodgængere og cyklister
  • Information om byen og omegnen i stationsbygningen
  • Vedligehold af bygninger og stationsområde

Samtidig vil vi som sædvanlig holde øje med planer fra diverse myndigheder og sende høringssvar, når det angår vores område.
Hvis du mener, at der er noget vi bør tage op, så kontakt en af os.

Vi arbejder videre med vores opsamling af gode idéer til et grønnere Langå; også her modtager vi gode idéer med tak.

Godt nytår fra
Leif Mårtensson, formand

Et grønnere Langå?

16. november, 2008

I Langå Miljøgruppe har vi rigtig mange gode idéer til hvordan Langå-området kan blive et endnu bedre sted at bo.
Randers kommune vedtog en “Vision 2016” i juni 2007. Langå er ikke nævnt med et ord og måske har vi sovet i timen, men bedre sent end aldrig:
Vi har oprettet en ny hjemmeside udelukkende til dette formål, hvor vi opfordrer alle til at skrive med.
Siden hedder Et grønnere Langå, og den er i den grad under opbygning.
Hvis der er opbakning lokalt, vil vi gå vi videre med planerne de rette steder – dvs. lige fra den enkelte borger til de store spillere, såsom Region Midtjylland, Randers kommune, DSB og Banedanmark m.fl.