Cykelsti – sidste nyt 11.4.10

11. april, 2010

Der er fundet en løsning for den sidste del af cykelstien i Langå-enden: den strækning, hvor stien løber oven i Trækstien, mellem jernbanedæmningen og Gudenåen lige før Mosevej.
Efter flere undersøgelser, ikke mindst hos Banedanmark, har Randers kommune foreslået anlæg af en lav træbro (som foreslået af miljøgruppen i det første projektforslag), og Fredningsnævnet har accepteret forslaget (Trækstien blev anlagt på nogle stramme betingelser i sin tid, herunder at der kun måtte ske færdsel til fods), da en sammenhængende cykelsti langs Gudenåen mellem Langå og Fladbro betragtes som et gode, der giver borgerne endnu bedre adgang til naturen.

Cykelsti på vej

5. april, 2010
Cykelsti på vej, Langå

Cykelsti på vej, Langå

Nøjagtig to år efter at vi afleverede projektforslag om cykelsti mellem Langå og Fladbro, er anlægsarbejdet i fuld gang og det ser ud til, at vi skal til indvielse i løbet af 2010.

 

Stianlæg ved industrikvarteret, Langå, 31.3.10

Hvad laver vi i 2010?

1. marts, 2010

På generalforsamlingen den 24.2.10 besluttede vi at arbejde videre med disse emner:

Klimaplan 2030 for Randers kommune: vi har netop indsendt høringssvar, hvor det meste af nedenstående indgår.

A. Trafik

Kollektiv trafik : Fokus på flere og bedre togforbindelser og samordning tog/bus i Randers
Stationen i Langå , især adgangsforhold og cykelparkering – der er plads til forbedringer.
Cykelstier: Gudenåstien og derudover høringssvar på cykelstisystemet i kommunen – vi glæder os rigtig meget til at se stiplanen, som har været undervejs siden 2008.
B. Energi
Opvarmning: Langå varmeværk: Deltagelse i generalforsamling og diskussion om brændsel, samordning med vindkraft og andet. Varmeværket har fra sin side fået pålagt at arbejde med CO2-reduktioner, så vi har her et fælles interesse.
Udbygning af fjernvarmenettet til Skovlyst?
Efterisolering: udlån af varmetabskamera fra Randers kommune?
Intelligente elmålere: De fleste har dem installeret – hvorfor ikke udnytte dem?:
Undersøge mulighed for fx månedlig afregning efter forbrug, det skal mærkes, når man sparer.
Automatisk kontrol af elforbrug: oversigter over el-forbruget, fx hver time, kan afsløre skjulte strømslugere (stand-by).
C. Affald
Store affaldsdag 18.4.: Vi deltager i Danmarks Naturfrednings affaldskampagne søndag 18 april, læs mere her.
Metal i glascontainerne: i Norddjurs og Trysil (Norge) kommuner indsamler man metalemballage i glascontainerne, så kan man nok også i Randers.

Infrastrukturpolitik eller klimapolitik?

26. januar, 2010

Langå Miljøgruppe har sendt et kort høringssvar på Randers kommunes udspil til infrastrukturpolitik. Vi håber, at politikerne er fremsynede nok til at vedtage en infrastrukturpolitik der understøtter, og ikke modarbejder, forslaget til klimaplan, som uheldigvis først skal vedtages efter infrastrukturpolitikken. Vores svar kan læses her.

Affaldsplan 2009-12

27. oktober, 2009

Randers kommune har lavet et udkast til affaldsplan for 2009-12. Læs Langå Miljøgruppes kommentar her.  Vi vil fx gerne have, at det bliver meget lettere for borgerne at sortere affald uden at skulle køre til genbrugspladserne og at der bliver satset målrettet på at få ryddet op i det åbne land, i såvel gamle som nye “svinestier”